MillPart A/S opnåede stabile processer sammen med DAMRC
MillPart A/S ligger i Skjern, hvor maskinfabrikken producerer hydraulikrelaterede komponenter, som herefter bliver eksporteret til ti forskellige lande. Det er blandt andet optimering af produktionen, som Niels Jørgen Nielsen, CEO for MillPart, har fået hjælp til fra DAMRC.
- Vi har haft enormt stor glæde af DAMRC, også så det kan ses direkte på bundlinjen, siger Niels Jørgen Nielsen, der klart vil opfordre andre SMV’er til at søge ”stor hjælp til små penge.”
Stabiliseringsproces, innobooster og nye kompetencer
Det var Ringkøbing-Skjern Erhvervsråd, der i første omgang satte Niels Jørgen Nielsen i forbindelse med DAMRC. Fem år efter har Niels Jørgen Nielsen stadig løbende kontakt med Klaus Ørskov, der er CEO ved DAMRC.
- Jeg ringer til ham, hvis jeg tænker, at her har vi en udfordring, hvor Klaus enten kan byde ind med en løsning, henvise til andre eksperter eller tror, at her er et udviklingspotentiale til at søge fonde, siger Niels Jørgen Nielsen.
DAMRC assisterer for eksempel med at skrive ansøgninger til Innovationsfondens Innoboosterordning med projekter, hvor virksomheder mangler særlige kompetencer.
Helt konkret har DAMRC hjulpet MillPart med projekter, hvor svært bearbejdelige materialer gjorde det vanskeligt at skabe en stabil proces – og dermed skabe ensartede produkter.
- Vi havde problemer med en helt speciel stållegering, hvor processen blev gennemført på DAMRC’s maskiner i Herning. På den måde bød de ind med maskiner, tid og mandskab, som vi ikke selv kunne levere, forklarer Niels Jørgen Nielsen.
Fik nye kompetencer på banen
Et andet eksempel fra MillPart handler om at producere komponenter til flyindustrien.
- Produktionen krævede nogle kompetencer, som vi ikke selv var i besiddelse af. Samarbejdet med DAMRC synliggjorde de manglende kompetencer for os, hvilket blandt andet resulterede i, at vi efterfølgende har ansat nye medarbejdere, der kan leve op til de krav, fortæller Niels Jørgen Nielsen.