Præsentation af Vi2
Mit navn er Jonas, jeg er 30 år gammel og bor i Skjern. Jeg er far til William på 2,5 år, plejefar til Patrick på 17 år og skal være far igen til februar.
Jeg stiftede Vi2 i starten af 2024, uden helt at vide, hvordan det skulle udvikle sig. Det har ikke lagt i kortene for mig, at skulle være selvstændig, på grund af min historik. Jeg er ordblind, har ADHD, er tidligere misbruger og stod til at skulle på førtidspension. Men livet tog, heldigvis, en drejning for mig, og før jeg så mig om, havde jeg en uddannelse som pædagogisk assistent, er om lidt uddannet certificeret psykoterapeut og har både arbejdet som misbrugsbehandler og misbrugsterapeut indenfor kriminalforsorgen og privat på opholdssteder.
Jeg startede Vi2 op på grund af de erfaringer jeg har gjort mig igennem livet på arbejdsmarkedet, og fordi jeg kunne se, at virksomhederne er ved at få øjnene op for problematikken omkring misbrug på arbejdspladserne, men ikke har de rigtige ressourcer og erfaringer at trække på.
Vi2 tilbyder serviceaftaler til virksomheder, hvor vi kommer ud og tester medarbejdere for alkohol og narkotika, og tilbyder sparring, terapi og behandlinger til udsatte medarbejdere. Dette tilbud giver virksomhederne mulighed for at hjælpe, støtte og guide deres medarbejdere på bedste vis, så de forbliver i arbejde, og får den rette hjælp, imens de er på arbejdsmarkedet. Målet er, at vi via en tidlig opsporing af misbrug og mistrivsel kan medvirke til at skabe sikkerhed og trivsel ude hos virksomhederne.
Vi står overfor et kulturskifte på arbejdsmarkedet. Førhen var alkohol meget aktuelt, men jeg har set en stigning i antallet af "hverdagsmisbrugere", som kæmper med at få en travl hverdag med arbejde, familieliv og forventninger til at hænge sammen, og som derfor tyr til narkotika. Netop derfor er det højaktuelt at vi bryder tabuet omkring narkotika på arbejdsmarkedet, og at Vi2 står sammen om at skabe et sundt og sikkert arbejdsmiljø - nu og i fremtiden.
Læs mere om Vi2 på:
Læs mere og tilmeld dig IVÆRKSÆTTERDYSTEN 2024 her
Det er gratis at deltage og deltagerne fortjener kommunens største heppekor!
Jonas Berg Jacobsen / Vi2