Nr. Bork Keramik
Inge M. Poulsen står selv bag disk og drejebænk i sit galleri i Nr. Bork. Her producerer hun unikt stentøj og raku-keramik. Inge er også med til Kunsthåndværker- og designmarkedet i Ringkøbing.
Læs mere om Nr. Bork Keramik her
I 1997 startede Inge M. Poulsen Nr. Bork Keramik. En interesse for keramik, der kom til at fylde mere og mere i Inges liv, skulle nu have lov til at leve i fuldt flor.
Da manden skulle til udlandet og arbejde i seks måneder, valgte Inge at vinterlukke butikken – hun kom jo tilbage igen. Og det gjorde hun også – der kom dog til at gå 15 år. 15 år i Canada, Thailand, Norge og USA. Inge var dog ikke i tvivl om, at Nr. Bork Keramik skulle i gang igen.
Det kræver dog noget at få startet en butik op, og efter 15 år startede Inge forfra. I den forbindelse har to aktører været helt uundværlige. Den ene er Ringkøbing-Skjern Erhvervsråd, som vejleder og skaber kontakt til andre vigtige rådgivere. Den anden er samfundet i Nr. Bork.
Her løfter alle i flok, og alle har været interesserede i at skabe liv i byen og hjælpe med at få butikken i stand. Så det at vende tilbage til Nr. Bork efter 15 år har ikke været svært. Så mange nye venskaber er kommet til.
Inge er med i det kreative iværksætternetværk, som Ringkøbing-Skjern Erhvervsråd har startet op. Her deles mange udfordringer, og der bliver skabt nye tiltag. Et af de tiltag, som er kommet til, er Kunsthåndværker- og designmarkedet i Ringkøbing, hvor Inge er at finde fem mandage i august – den eneste dag, butikken er lukket!
Ringkøbing-Skjern Erhvervsråds kreative iværksætternetværk har ikke kun givet sparring. Det har også skabt et endnu større netværk.
- Netværk er uundværligt. Det er her, du kan få delt omtale af din butik, uden at det koster, siger Gitte.
Gennem iværksætternetværket har Gitte også fået etableret samarbejder med andre kreative iværksættere.
Som selvstændig har Inge mange kasketter på. Der skal tages hånd om økonomi, marketing, indkøb m.m. I den forbindelse er hun glad for at være medlem af Ringkøbing-Skjern Erhvervsråd.
- Jeg har været med på mange af deres kurser, og det gør, at jeg ikke skal ud at hyre folk til at gøre arbejdet for mig. Jeg lærer selv at finde ud af det, siger Inge.
Et forløb, Inge blandt andet har været på, er e-handelsforløbet. Inge havde en lille hjemmeside, men på dette forløb fik hun lavet en helt ny hjemmeside med webshop. De workshops, hun deltager i hos Ringkøbing-Skjern Erhvervsråd, er med til at udvikle hendes forretning.
For Inge er det at være iværksætter/selvstændig også et frirum. Hun driver ikke bare en butik, men et univers – et keramisk univers. Et sted, hvor der er ro. Et sted, hvor hun er sin egen herre. Hun håber, at fremtiden byder på større kendskab til hendes butik og salg. Keramik er kommet på banen igen, og Inge håber, at den glæde, hun har ved at skabe keramik, kommer med hjem til kunderne, når de køber hendes produkter.